Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
afs
Mobil menu

Principper for sponsorater

Principper for sponsorater

Skolen modtager en sjældent gang henvendelser fra forældre og private eller offentlige virksomheder med tilbud om hel eller delvis sponsorering af f.eks. undervisningsmaterialer, støtte til en lejrskole eller studietur eller en anden begivenhed etc., der er rettet mod enkelte klasser eller hele skolen.

Selvom det ikke sker ofte, er det dog væsentligt med stillingtagen til denne sponsorering, hvorfor f.eks. interesseorganisationen ”Skole & Forældre” også opfordrer til, at skolerne har behandlet dette emne og bl.a. skriver: ”Skolebestyrelsen bør have en klar sponsoreringspolitik for skolen”

Det er endvidere Skolebestyrelsens holdning, at det er en offentlig opgave at finansiere driften af folkeskolen, hvilket også lovgivningen foreskriver, men vi må også konstatere, at kommunernes budgetter ikke altid slår til i forhold til at dække skolens ønsker om eks. inventar, renovering af udearealer m.m.

Endvidere er fundraising og ansøgninger til fonde, puljer m.v., blevet en større og større del af folkeskolen, hvorfor Skolebestyrelsen har besluttet at se på muligheden for sponsorering ud fra nedenstående formål og følgende principper:

Formål

Skolebestyrelsen ønsker at sikre, at evt. sponsorstøtte m.v. foregår efter nedenstående principper, og at eventuelle midler kun modtages, efter de gældende lovgivende regler, i forbindelse med modtagelse af evt. sponsorater.

Endvidere skal der være et etiske grundlag som er i overensstemmelse med skolens og kommunens værdier. Undervisningen må endvidere ikke styres eller gøres afhængig af disse udefra kommende midler.

Definition af sponsorat

Et sponsorat defineres som ydelser, varer eller penge som finansieres af virksomheder, enkeltpersoner, (f.eks. forældre og eller deres firma), fonde eller legater.

Baggrund for princippet

”I markedsføringsloven § 8 stk. 1 står der. ”Markedsføring rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed og manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge.”

Denne bestemmelse udelukker ikke umiddelbart, at en sponsorering til en skole ikke kan være forbundet med en vis form for reklame på skolen. Men Forbrugerombudsmanden har i sin vejledning meddelt, at han vil fortolke markedsføringsloven meget stram, således at der overhovedet ikke må finde påvirkning sted, jf. Børn, unge og markedsføring - Forbrugerombudsmanden. I vejledningen afsnit 6, der omhandler sponsorering af skoler og daginstitutioner, skriver Forbrugerombudsmanden bl.a.: ”Undervisningsmateriale, legetøj og andre sponsorerede materialer må i mindst muligt omfang anvende/påføres sponsors navn, logo, varemærke, figurer og lignende. Tilsvarende bør navn, logo, varemærke mv. nævnes og anvendes mindst muligt i forbindelse med undervisning og andre aktiviteter som lege, konkurrencer og lignende.””  (Kilde: http://skole-foraeldre.dk/artikel/sponsorering)

 

Rammer/beskrivelsen af princippet

Amager Fælled Skole kan anvende midler, der er helt eller delvist modtaget fra private firmaer, organisationer, private og offentlige fonde m.v. hvis nedenstående hensyn er opfyldt:

  • Sponsoratet skal være ”øremærket” til et bestemt projekt eller formål, og som udgangspunkt være til gavn for en hel klasse, hel(e) årgang(e), en bestemt gruppe af elever eller hele skolen.
  • Sponsorater skal være i overensstemmelse med skolens øvrige principper og værdigrundlag, pædagogisk grundlag samt skolens DNA.
  • Sponsoratet må ikke udhule folkeskolens gratisprincip, anfægte skolens autonomi eller på anden vis være stødende.
  • Sponsoratet må ikke anfægte elever og medarbejderes demokratiske rettigheder.
  • Den sponsorerende må ikke forbindes med politiske eller religiøse holdninger og værdier.
  • Den sponsorerende må ikke forbindes med produkter eller aktiviteter, der kan virke stødende eller moralsk angribelige.
  • Sponsorater må aldrig være ledsaget af krav om modydelser, som f.eks. salg af varer, lodder o. lign.
  • Skolen, eleverne og medarbejderne må ikke fremstå som reklamesøjler.
  • Der skal være åbenhed omkring sponsorering m.v. over for forældrekredsen på skolen.
  • Sponsorering må ikke binde den enkelte lærer til at anvende bestemte undervisningsmaterialer, samt må ikke påvirke lærerens metodefrihed og ret til uafhængighed af kommercielle interesser.
  • Profilering af sponsoratet kan kun ske efter konkret aftale med skolens leder.
  • Reklamer på/ved sponsorering (eks. tryk på trøjer) skal godkendes af skolens ledelse evt. Skolebestyrelsen.

 

Godkendelse

Alle sponsorater skal godkendes af skolens ledelse, ud fra gældende princip, hvorefter skolebestyrelsen informeres på næstkommende skolebestyrelsesmøde.

Ved behov eller tvivlsspørgsmål kan skoleledelsen konsultere Skolebestyrelsen med henblik på godkendelse af et sponsorat.

Version 2.0 vedtaget af Skolebestyrelsen den 6. marts 2018.

Princippet revideres i henhold til de på det tidspunkt gældende regler.

 

Dokumenter

Princip for sponsorater.pdf

Shape Created with Sketch.