Vi laver morgensamling hver fredag på Amager Fælled Skole for indskolingen, fordi vi ved, at det styrker fællesskabet og trivslen at samles om sang, musik, dans og bevægelse i en tryg ramme.
På morgensamlingen synger vi sange om alt fra årstider, venskab, gummistøvler og chokolademænd. Vi laver makkermassage imens der læses historier op om Orme-Orla og Bæver-Benny og vi bevæger os til musik med dans, fagter og stomp. Desuden er morgensamlingen det sted, hvor børnene kan optræde for hinanden med det, de har øvet sig på i klassen, for eksempel en sang, en dans eller en opvisning fra idræt. Når børnene optræder for hinanden og selv står på scenen, er det magisk at opleve, hvordan de inspirerer og bakker hinanden op på tværs af årgang og alder.
Med morgensamlingen sender vi jeres børn på weekend med et godt ”move” og en sang på hjernen.