Skolens DNA (værdigrundlag)
Et godt sted at være – et godt sted at lære
Amager Fælled Skole lægger vægt på trivsel; at skolen er et godt og trygt sted at være for såvel børn som voksne. Et sted hvor vi har fokus på social, faglig og digital trivsel (læs yderligere i vores samværsregler) med klare forventninger til elever, forældre og skole (læs yderligere i vores princip for skole-hjem-samarbejdet).
Det betyder i praksis, at der arbejdes aktivt for at såvel medarbejdere som elever og forældre er ansvarlige overfor skolens liv og elevernes skolegang, og at Amager Fælled Skole forventer, at ledelse, medarbejdere og brugere af skolen viser gensidig respekt og tillid inden for fællesskabets rammer.
Vi satser på at udvikle en skole, hvor medarbejderne og eleverne er medbestemmende, bliver robuste og tager ansvar for egen læring, og hvor skolen er tæt samarbejde med deltagende, aktive og omsorgsfulde forældre.
Amager Fælled Skole er en mangfoldig folkeskole, som vi ønsker, skal afspejle nærområdets børn og lokalmiljøet puls og nerve. Vi ønsker at være en aktiv medspiller i lokalmiljøet og vil gerne åbne skolen op til omkringliggende lokalsamfund i dagligdagen.
Som en mangfoldig folkeskole byder Amager Fælled Skole derfor alle velkomne uanset etnisk oprindelse, religiøse tilhørsforhold, køn og udseende. Forskellighed betragtes som en ressource til at skabe forståelse for - og indsigt - i andres situation, kultur og livsvilkår. Denne ligeværdighed udtrykkes ikke alene mellem voksen og barn, men også børnene imellem (læs skolens sang, hvor børnene har skrevet teksten, hvordan de ser skolens mangfoldighed).
Amager Fælled Skole er en Madskole og sundhedspædagogiskprofilskole, så vi inddrager såvel det sundhedsmæssige som idrætsvinkel, samt mad som en væsentlig faglige og praktisk dimension i dagligdagen.
Det betyder, at vi søger at skabe rammer for såvel idrætslige og sundhedsfaglig tiltag og aktiviteter i hverdagen gennem bl.a. skolens sundhedskanon (der er en del af skolens traditionskalender) og via tværfaglig fordybelse på skolen gennem f.eks. idrætsforløb i foreningslivet, arrangementer og besøg.
Mad er ikke bare mad. Mad er kultur, opdragelse og fællesskab.
Måltidet er derfor det vi samles om, det som føder nærvær, sanselighed og glæde
Derfor spiser alle eleverne med deres madværter (medarbejdere) i skolens kantine, da vi tror på at frokosten og mad er et fællesskabs - skabende måltid. Vi vil gerne skabe en større helhed omkring maden, hvor sundhed, maddannelse, madkultur og læring er en del af vores kultur (læs yderligere om Maddannelse og madværtsskab på vores skoleport).
At være barn i en foranderlig & global verden
I et forpligtende samarbejde med forældrene, skal vi forberede eleverne på nutiden og en fremtid, som forandrer sig med hastige skridt. Vi skal derfor give vores elever et stærkt fagligt og dannelsesmæssigt afsæt til resten af livet, samt gøre dem til globale medborgere.
Som Red Barnet ambassadørskole giver vi bl.a. eleverne indsigt, i hvordan og hvad der sker ude i verden og at det handler om at tage ansvar og forpligte sig, ikke kun tænker på sig selv, men er villig til at yde.
Den kulturelle og religiøse mangfoldighed vil være voksende forsat. Forestillingerne om, hvad det vil sige at være borger i Danmark, er under forandring. Det er derfor vigtigt, at vi alle er i stand til at tænke medborgerskabsbegrebet – det globale medborgerskab - med som en del af skolens samlede dannelsesopgave.
Udover vores årlige Medborgerskabsdag for alle elever så er Globalt Medborgerskab et af vores linjehold i udskolingen (læs yderligere på skoleporten).
Begrebet medborgerskab handler om forståelse for elevernes aktive deltagelse i et fællesskab, der er større og mere end blot familien, lige rettigheder som borger i fællesskabet og tilhørsforhold til en stat – en geografisk enhed, statsborgerskab.
Demokrati er for os en del af det globale medborgerskab, hvorfor hele skolens virke er baseret på demokrati. Dette betyder, at rettigheder og pligter er ligestillede. Dette kan formuleres således:
Alle har ret til at udtale sig
- Alle har ret til at blive lyttet til
- Alle har pligt til at lytte
- Alle har ret til at blive taget alvorligt
- Alle har pligt til at efterleve beslutninger
- Alle har ansvar for at demokratiet efterleves
Den mellemmenneskelige samhørighed i fællesskaber bidrager til indsigt, oplevelse og almen dannelse. Denne bliver hele grundlaget for selvværd frem for et bedreværd i forhold til andre medmennesker. Dette kan formuleres således:
Her behøver jeg aldrig være bange
- Her er jeg accepteret og holdt af
- Her ved jeg, hvad jeg må og ikke må, og hvorfor der er disse grænser
- Her lytter de andre til mig
- Her møder jeg tolerance og forståelse og får hjælp med det der er svært
- Her ser de, hvad jeg er dygtig til, og siger det til mig
- Her får jeg lov til at afprøve nye idéer og er med til at bestemme
- Her ved jeg, at jeg har værdi
Dialog
Amager Fælled Skole skal som organisation udvikle sig gennem dialog mellem politikere, ledelse, medarbejdere og brugere.
Forandringshastigheden i samfundet og på uddannelsesområdet har medført, at denne proces til stadighed stiller nye krav og udfordringer til folkeskolen.
Hele Amager Fælled Skoles virke skal derfor gøres til genstand for refleksioner ved
At lytte og lære af andre
- At være nysgerrig
- At holde mindre fast i egne ideer og koble sig mere på andres
- At være kreativ, at se en sag fra flere vinkler
- At opstille hypoteser
- At indtage forskellige positioner
- At kunne læse en situation og de muligheder, som opstår
- At der ikke er nogen sandhed, ligesom der ikke er nogen, som ejer sandheden
- At være igangsætter af problemhåndteringsprocesser