Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
afs
Mobil menu

Årsberetning fra forældrebestyrelsen

             Årsberetning fra skolebestyrelsen på Amager Fælled Skole – skoleåret 2022-23

 

 

Skolebestyrelsen på Amager Fælled Skole konstituerede sig på første møde i august og bestod i skoleåret 2022/23 af følgende medlemmer: 

 

Forældrerepræsentanter: Malene Egekjær, Jens R. Andersen, Asta S. Sekamane, Britt G. Frandsen, Rie Kaas (forældrerepræsentant i KKFO), Stine Chahid (suppleant), Vibeke Holm (suppleant), Anders A. Anderskov (næstforperson) og Dorthe B. Frederichsen (forperson).

 

Ledelsesrepræsentanter: Dorte Juul (souschef), Trine Borch (skoleleder) og Jan Stæhr Nielsen (KKFO-leder).

 

Medarbejderrepræsentanter: Morten From og Simon Rehfeld.

 

Elevrepræsentanter: Johanne, Ella og Mikas 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Bestyrelsen repræsenterer alle aktører på AFS; forældregruppen, alle medarbejdergrupper, ledelse, KKFO og elever. Bestyrelsens opgave og sigte er at sætte en overordnet retning for skolens virke. Vi agerer i henhold til styrelsesloven, folkeskoleloven og vores forretningsorden.

 

Bestyrelsesarbejdet i skoleåret 2022/23 er foregået under mere forudsigelige og rolige rammer end de foregående år. Dette har genereret mere ro og overskud til at have fokus rettet på andre områder af bestyrelsens virke end hidtil. En lille undtagelse er dog arbejdet i ledelsesgruppen, hvor skoles afdelingsleder, David Nilesen, såvel som souschef, Dorte Juul, begge har søgt nye udfordringer og har fratrådt deres stilling. Der vil derfor i den nære fremtid indledes en proces i ansættelse af ny souschef.

 

Bestyrelsens arbejde har haft følgende fokuspunkter:

 

Afholdelse af morgenkaffemøder i gården med jævnlige mellemrum. Formålet er at øge bestyrelsens synlighed i forældregruppen, samt at give forældre mulighed for en uformel snak med bestyrelse og ledelse om dette og hint. Forældredeltagelse sker uden tilmelding, og alle er velkommen. Møderne vil forsat blive afholdt i det kommende skoleår, datoerne fremgår af bestyrelsesreferaterne og vil blive meldt ud på AULA.

 

Udarbejdelse af principper: Skolens principper sætter overordnet retning og ramme for skolens arbejde på udvalgte områder. Bestyrelsen har over skoleåret med bagrund i nedsatte arbejdsgruppers udkast drøftet og godkendt følgende to principper, antidiskriminationsprincip og inklusionsprincip. I det kommende skoleår har vi som opgave at arbejde med et princip for brug af skærm i KKFO-regi. Endvidere har en gruppe arbejdet med rammerne omkring meddelelsesbogen, folkeskolernes nye evalueringsredskab og bedømmelsesplan, som afløser den tidligere elevplan. Her har blandt andet elevrådet bidraget med konstruktive forslag til fokuspunkter. Princippet er i sin vorden og under stadig udvikling. Om skolens principper: Se gerne under fanen, Skolebestyrelse, på hjemmesiden: https://afs.aula.dk/

Bestyrelsen er aktiv i samarbejdet med Skole & Forældre, skolebestyrelsernes organisation. Konkret udmøntet i møder med Skole og Forældre København. I dette regi har vi arbejdet med et udvalg af København Kommunes fokuspunkter, eksempelvis inklusion (Plads til forskellighed) og meddelelsesbogen.

Amager Fælled Skoles repræsentanter fra elevrådet har ydet et stort og flot stykke arbejde som medlemmer af bestyrelsen. De har mødt talstærkt op og bidraget aktivt og konstruktivt med input og forslag i forhold til elevernes dagligdag. Blandt meget andet har ”rødderne” arbejdet med toiletforhold for eleverne, madskoleproblematikker, opgradering af legefaciliteter, mobilpolitik og sat et tydeligt aftryk på udarbejdelse af meddelelsesbogen. Vi siger tusind tak for et flot engagement og godt samarbejde.

Over året modtager bestyrelsen henvendelser fra forældre til elever på skolen. Blandt andet en henvendelse angående fordeling af børn i KKFO på de respektive matrikler. Bestyrelsen skal i det kommende år udarbejde et princip for dette. Endvidere har vi modtaget henvendelse angående indeklima i udvalgte lokaler og henvendelser vedrørende personsager. Detaljer vedrørende henvendelserne kan læses i referaterne. En bestyrelse behandler ikke personalesager, og vi henviser således til skolens ledelse i sådanne tilfælde, men giver en henvendelse anledning til en drøftelse af almen karakter, tager vi en sådan på et møde.

Derimod har vi haft oplæg i bestyrelsen vedrørende skolens overordnede arbejde med inklusion og dysleksi, begge områder foranlediget af personhenvendelser.

Bestyrelsen har deltaget i forvaltningens nye status- og evalueringsredskab, skoleudviklingssamtalen, som afløser den tidligere kvalitetsrapport. Arbejdet med dette kan nærlæses på hjemmesiden.

Slutteligt vil bestyrelsen gerne rette en tak til både forældre, personale og elever for et godt skoleår.

Vi ser frem til et nyt og spændende skoleår og vil i samme åndedrag opfordre alle parter til at besøge bestyrelsens fane for yderligere information  https://afs.aula.dk/

 

 

På bestyrelsens vegne,

 

Dorthe Brandenborg Frederichsen

 

 

 

 

Dokumenter

SB2023.pdf

Shape Created with Sketch.